fredag den 30. juli 2010

Stiftende generalforsamling

Alle interesserede inviteres hermed til FNiS’s stiftende generalforsamling
mandag d. 30. august 2010 kl. 19.30 på Sorring Skole.

Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Valg af 2 stemmeoptællere
3. Stifterne fremlægger baggrund og visioner
4. Forslag til vedtægter (se nedenfor)
5. Budget og planer for det kommende år
6. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer, 1 bestyrelsessuppleant, revisor og revisorsuppleant
7. Eventuelt.

Der vil blive serveret kaffe og kage i forbindelse med generalforsamlingen.

Med venlig hilsen
Rikke Christiansen på tlf. 6169 7819
Inger Drengsgaard på tlf. 2751 8171.

Forslag til vedtægter:

Vedtægter for Foreningen for Naturfagsinteresserede i Sorring

§ 1. Navn og hjemsted

Foreningens navn er Foreningen for Naturfagsinteresserede i Sorring (FNiS) og er hjemmehørende i Sorring/Toustrup-området.

§ 2. Formål

Foreningens formål er
- at fremme interessen for naturfag
- at tilbyde naturfaglige aktiviteter for foreningens medlemmer og andre interesserede

F.eks. ved at
- deltage i First Lego League
- arrangere guidede ture i lokalområdet
- eksperimentere og udforske
- og andre aktiviteter med naturfag i centrum

§ 3. Medlemmer

Optagelse
Som medlem kan optages enhver, som vil virke for foreningens formålsparagraf.
Medlemskab er gyldigt, når kontingent er indbetalt til foreningen.

Der er to typer medlemskaber:
- Støttemedlemskab
- Aktivt medlemskab. Et aktivt medlemskab kan tegnes som enkeltperson eller husstand.
Medlemskaberne er beskrevet nærmere i § 5.

§ 4. Bestyrelsen

Bestyrelsen er den højeste myndighed mellem 2 generalforsamlinger og er den daglige ledelse af foreningen. Det påhviler bestyrelsen at påse, at foreningen ledes i overensstemmelse med sit formål.

Konstituering og valgperiode.
Foreningens bestyrelse består af 3 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med posterne formand, sekretær og kasserer. Bestyrelsesmedlemmer vælges for en 2-årig periode. 2 medlemmer er på valg i lige år, og 1 er på valg i ulige år. Der vælges desuden 1 suppleant, 1 revisor og revisorsuppleant hvert år.

Bestyrelsesmøder
Bestyrelsesmøder afholdes mindst 4 gange årligt. Ethvert bestyrelsesmøde er beslutningsdygtigt, når alle er indkaldt, og mindst 2 medlemmer er tilstede. Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger. Bestyrelsen træffer sine afgørelser ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

Kompetence
Bestyrelsen kan ansætte og tilknytte lønnet eller ulønnet hjælp og nedsætte udvalg til varetagelse af nærmere specificerede opgaver. Udvalg er ansvarlige overfor bestyrelsen. Bestyrelsen fastsætter kontingenter, deltagergebyrer mm. Bestyrelsen kan udelukke et medlem, der ikke opfylder optagelseskriterierne jf. § 4. Det pågældende medlem skal gives lejlighed til at fremføre sit forsvar.

Tillidsposter
Tillidsposter er honorarfrie. Dog kan udgifter i forbindelse med varetagelse af foreningsarbejdet dækkes efter bestyrelsens bestemmelser, såfremt der er økonomisk mulighed herfor. Medlemmer der virker som undervisere og vejledere i foreningen skal i videst muligt omfang holdes økonomisk skadesløse med hensyn til udgifter, der har med deres virke at gøre i foreningen.

§ 5. Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Indkaldelse og frist for forslag
Den årlige generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst 4 ugers varsel, og afholdes senest 1. maj Forslag der ønskes behandlet skal indsendes til formanden senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse. Forslag til vedtægtsændringer skal være formanden i hænde senest 15. januar, og skal udsendes sammen med indkaldelse til generalforsamlingen.

Generalforsamlingen har mindst følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af 2 stemmeoptællere.
3. Bestyrelsen aflægger beretning.
4. Det reviderede regnskab fremlægges til godkendelse.
5. Indkomne forslag.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer, 1 bestyrelsessuppleant, revisor og revisorsuppleant.
7. Eventuelt.

Afstemningsregler
Støttemedlemmer har ikke stemmeret på generalforsamlingen.
Aktive medlemmer på 15 år eller ældre har stemmeret på generalforsamlingen.
Husstandsmedlemskaber er repræsenteret med to stemmer på generalforsamlingen, såfremt der er min. to stemmeberettigede.
Stemmeret kan udøves ved fuldmagt. Dog kan ingen som fuldmægtig repræsentere mere end ét medlem.
Blanke stemmer regnes som ikke afgivne stemmer.
Et medlem kan kræve skriftlig afstemning.

Vedtægtsændringer skal vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Opløsning af foreningen jf. § 9. Alle andre beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder det ønskeligt eller påkrævet, eller når 1/3 af de aktive medlemmer forlanger det ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen med nærmere angivet dagsorden. Indkaldelse skal ske senest 1 måned efter begæringens modtagelse, og med mindst 14 dages varsel.

§ 6. Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Foreningen skal hvert år udarbejde budget og regnskab. Regnskabet skal revideres af foreningens revisor.

§ 7. Sponsorater

Indkomne sponsorater tilgår ubeskåret foreningens aktiviteter. Bestyrelsen kan frit fordele de indkomne midler, med mindre sponsoren har øremærket midlerne til et bestemt formål.

§ 8. Gældsætning

Stiftelse af gæld kan kun finde sted efter beslutning på generalforsamlingen med 2/3 flertal. Medlemmerne hæfter solidarisk for evt. gæld.

§ 9. Opløsning

Beslutning om opløsning af foreningen træffes på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum. På den første generalforsamling kræves ¾ af de afgivne stemmer. På den anden generalforsamling besluttes opløsning med almindeligt flertal.

På den sidste generalforsamling træffes beslutning om anvendelse af foreningens eventuelle formue. Ved opløsning tilfalder foreningens aktiver almennyttige og velgørende formål.

________________________________________

Foreningen er stiftet på generalforsamling den 30.08.2010