lørdag den 9. november 2013

En gyser der endte godt

Stort tillykke til De Hotte (Lasse, Jacob, Christian og Emil) med de flotte præstationer i Herning i dag: nomineringer i hele fire kategorier: Samarbejdsprisen, Teknologiprisen, Forskningsprisen og FLL Championsprisen dvs. at holdet var blandt de tre bedste i hver kategori! De vandt 2. prisen i både teknolog og forskning og blev nr. 5 i robotkonkurrencen. Og konkurrencen var hård - hele 44 hold var tilmeldt.

Rigtig flot skuldret drenge!

Dagen startede ellers med en gyser, da robotten før første kørsel totalt havde tabt hukommelsen og kun ville køre i ring og slet ikke derhen hvor det var meningen. Holdet måtte derfor opgive at køre første kørsel. Derefter blev der arbejdet koncentreret med robotten og heldigvis fik den hurtigt hukommelsen igen. I anden og tredje kørsel blev der kørt henholdsvis 275 og 273 point, hvilket gav en 8. plads og adgang til mellemrunden. Her løb robotten ind i problemer, men det blev alligevel til en flot samlet 5. plads i robotkonkurrencen.

I løbet af dagen havde holdet også været foran tre forskellige dommerteams (pit, teori og teknik), som de alle imponerede i en sådan grad at de altså blev nomineret til både samarbejdsprisen, teknologi- og forskningsprisen. Her er det pitdommerne, der er på besøg.

Forskningsprojektet handlede i år om naturkatastrofer og De Hotte havde valgt at udvikle en lille vanddrevet nødgenerator, som kan hjælpe private, hospitaler og nødhjælpsorganisationer med at generere strøm i tilfælde af en naturkatastrofe - f.eks. en oversvømmelse eller en orkan. Nødgeneratoren sættes ned i et vandløb, vandet ledes ind i en tragt og gennem en turbine, som omdanner vandkraft til strøm. Holdet havde udarbejdet en prototype, som var blevet testet i en lokal å, samt vist til forskellige fagfolk. 

søndag den 11. november 2012

De Hotte var bedst til forskning

FLL-holdet De Hotte - Slettet af Censur vandt forskningsprisen og blev nomineret til FLL championsprisen ved lørdagens finalen i Herning.

Ialt 34 hold dystede i Herning om at være bedst til at bygge og programmere en legorobot, forske, samt profilere holdet udadtil. I løbet af lørdagen var holdet gennem tre forskellige dommerpræsentationer (forskning, teknologi og profilering), hvor de viste både overblik, indsigt, engagement og godt humør. Netop de grundsten som FLL bygger på.

God og stabil robotkørsel
Efter de tre indledende robotkørsler lå holdet på en 3. plads og kvalificerede sig dermed til mellemrunden. Her kørte de imponerende 329 point og kvalificerede sig dermed til semifinalen som andet bedste hold. I semifinalen valgte robotten desværre at køre galt midtvejs, hvorfor det blev til en 4. plads i robotkørslen.
Her er det Lasse og Jacob der er klar til at starte robotten.


Efter et underholdende show med bl.a. tornadoer og cola-gejsere, var det tid til præmieoverrækkelse, som gav følgende flotte resultater:
Forskningsprisen: nr. 1 (10 point = topkarakter)
Profileringsprisen: nr. 5
Samarbejdsprisen: nr. 4
Teknologiprisen: nr. 7
Robotkørsel: nr. 4
FLL Championsprisen: nr. 3


Bedst til forskning
Forskningsprisen bliver givet til det hold, der har været bedst til at sætte sig ind i et problem, forske, finde innovative løsninger og teste disse. Emnet er i år "Senior Solutions" og handler om hvordan man kan gøre livet lettere for vore ældre medborgere. De Hotte havde valgt at finde en ny måde at vaske vinduer på, lavet en spørgeskemaundersøgelse, interviews og modeller, samt været på virksomhedsbesøg hos AVK Gummi  i Låsby for at få feedback på projektet samt information om de gummilister der skulle bruges til vinduerne. Dommerne gav holdet meget ros for deres fremlæggelse og vurderede den til et rent 10-tal!

Kreativ og informativ pit
Holdets pit  på 2x2 m2, var blevet forvandlet til en have med græs og flagstang, samt nogle af de ting, som ældre ofte har svært ved, bl.a. vinduespudsning og ophængning af vasketøj. Desuden hang der også plancher der fortalt om de forsøg holdet havde lavet, resultater fra spørgeskemaundersøgelsen, samt info om hvad der sker med kroppen, når man bliver ældre. I pitten kunne man også se en video om holdets robot, samt billeder fra de 8 uger projektet har varet.

Godt gået og stort tillykke til Lukas, Rasmus, Jacob, Lasse, Christian, Anton, Lisbeth og Andreas.

Og tak til vores sponsor: AVK Gummi.

mandag den 5. november 2012

Opvisning for forældre og søskende

Søndag d. 4. november - 1 uge før finalen i Herning - holdt FLL-holdet "De Hotte - Slettet af Censur" en opvisning for forældre, søskende og andre interesserede.

Der blev både vist teori og robotopgaver.

Teorien handler i år om hvordan vi kan hjælpe ældre medborgere til et bedre liv. Holdet har valgt at finde på nye og nemmere måder at vaske vinduer på. Der blev vist to forskellige prototyper.

På robotbordet tager progammerne nu form og der blev vist både saksearme, komfurslukkere, fliselægning, bowlingemaskine og et værktøj med trykluft, som kan løfte en vægtstang.

Holdet har også arbejdet med profilering, dvs. det at kunne fortælle omverdenen om hvem de er. Der er derfor blevet designet logo, spraymalet banner, lavet plakater og anden pitudsmykning, samt en konkurrence, som skal trække tilskuerne inden for i pitten.

I løbet af de forløbne 7 uger har holdet, der består af Lukas, Jacob, Rasmus, Lasse, Christian, Anton, Lisbeth og Andreas, også lavet forskellig forsøg for at finde ud af hvordan det er at blive ældre og f.eks. ikke kunne se og høre så godt.


Her er det Lukas, der iført to par briller forsøger at lægge et puslespil. Andre forsøg har handlet om reaktionsevne, hukommelse, eller hvordan blodomløbet kan blive dårligere, når man bliver ældre.

Mandag skal holdet besøge AVK Gummi i Låsby for at fremlægge teoriprojektet for dem og høre om det vil kunne lade sig gøre i virkeligheden og hvad det i så fald vil koste.




lørdag den 11. august 2012

FLL 2012 - Informationsmøde d. 2/9

FNiS er også i 2012 med i First Lego League. Årets emne er "Senior Solutions" med fokus på ældning og hvordan vi kan gøre livet lettere for vores ældre medborgere. læs mere på www.hjernekraft.org.

Vi starter søndag d. 2. september med et informationsmøde på Sorring Skole kl. 13-15. Her er både deltagere og forældre inviterede. Samme dag er der deadline for tilmelding til holdet. Der er max. plads til 10 deltagere på holdet.

Vigtige datoer:
Søn. 2/9 Informationsmøde og sidste tilmelding
Man. 3/9 Holdets træning begynder
Lør. 15/9 Opgaven offentliggøres
Lør. 10/11 Finaledag - konkurrence i Herning

Holdet mødes og træner mandage kl. 17-19 og fredage kl. 16-18 og der er mødepligt.

Deltagelse i FLL kræver medlemskab af FNiS (pris 100 kr.). Deltagergebyret koster 175 kr. pr. person.

Har du spørgsmål, så kontakt Rikke Chrisitansen på tlf. 6169 7819 eller Inger Drengsgaard på tlf. 2751 8171.

mandag den 5. december 2011

De Hotte var i heftig kamp i Norge

Efter den fantastiske præstation i Herning, hvor Sorrings hold ”De Hotte” vandt blandt 26 hold, var de her i weekenden i Norge for at forsvare titlen i den skandinaviske finale i First Lego League, en konkurrence i forskning, teknologi og profilering.

Fredag morgen tog de 10 holdedeltagere, 2 vejledere og supportgruppen af forældre og søskende afsted i 7 biler med kurs mod Gjøvik, som ligger 100 km nord for Oslo.

Turen derop gik godt og de sidste ting med redigering af film blev klaret ombord på færgen fra Hirtshals til Larvik.

Ved ankomsten blev ”Pitten” opsat. ”Pitten” er holdets profilering og præsentation af forskningsemnet. Emnet var i år fødevaresikkerhed og holdet havde valgt at tage udgangspunkt i rengøring af flasker hos Sorring Bær, således at man er sikker på, at der ikke udvikles bakterier i solbærsiruppen og lemonaden.

På den store finaledag tog holdet virkelig udfordringen op, på trods af de problemer, som de pludselig stod overfor. Under den teoretiske præsentation virkede lyden på pc’en pludseligt ikke, men her var der en som var vaks til at overtage rollen som speaker og fortælle, hvad præsentationen drejer sig om og det lykkedes alligevel at imponere dommerne.

Ligeledes gik det i robotkonkurrencen, hvor robotten nægtede at gøre som den plejer. Her lykkedes det robotkøreren at modificere værktøjet på bordet, så den del alligevel lykkedes.

Dette viser den entusiasme og kreativitet som First Lego League bygger på, og viser også at holdet er gode under pres.

Til den skandinaviske finale, hvor 44 hold deltog, er det kun de allerbedste, som bliver nominerede og går videre til den internationale finale, som i år foregår i USA, og ”De Hotte” var desværre ikke et af de hold som gik videre. Men allerede på hjemturen blev der snakket om, hvordan man kunne optimere på de tekniske problemer til næste år.

Alle havde en fantastisk tur, og der var ingen sure miner over at de ikke vandt. De havde jo været helt i Norge, fået et diplom, været en del af noget kæmpestort, var stolte over at havde været med og er helt overbevist om, at de vil gøre det endnu bedre næste år.

Turen var ikke blevet til noget uden de mange sponsorer. Det betyder rigtig meget i et lokalsamfund som Sorring, at så mange bakker op om vores unge mennesker både økonomisk, med præmier og med en ny robot, som måske kan være med til at sætte Sorring på landkortet igen næste år.

TUSINDE TAK

”De Hotte”

Bastian, Christian, Daniel, Jacob, Jakob, Jakob, Kasper, Lukas, Lasse og Rasmus.

mandag den 14. november 2011

De Hotte blev FLL champions 2011

FLL-holdet De Hotte vandt både forskningsprisen og den prestigefyldte FLL championspris ved lørdagens finalen i Herning. Det betyder at holdet samtidig kvalificerede sig til den skandinaviske finale i Gjøvik i Norge om tre uger.

Ialt 25 hold dystede i Herning om at være bedst til at bygge og programmere en legorobot, forske, samt profilere holdet udadtil. I løbet af lørdagen var holdet gennem tre forskellige dommerpræsentationer (forskning, teknologi og profilering), foruden 3 robotkørsler. Efter de indledende robotrunder lå holdet på en 3. plads og kvalificerede sig dermed til mellemrunden. Her måtte De Hotte se sig slået med så lille margen som muligt. Det blev til en 5. plads i robotkørslen.


Efter et underholdende kemishow, var det tid til den spændende præmieoverrækkelse, som gav følgende flotte resultater:
Forskningsprisen: nr. 1 (10 point = topkarakter)
Profileringsprisen: nr. 4
Samarbejdsprisen: nr. 2
Teknologiprisen: nr. 5
FLL Championsprisen: nr. 1

Forskningsprisen bliver givet til det hold, der har været bedst til at sætte sig ind i et problem, forske, finde innovative løsninger og teste disse. Emnet er i år madsikkerhed og holdet havde valgt at arbejde med Sorring Bær og deres produktion af solbærsirup. De havde forsket i hvordan man kunne rengøre flaskerne på en hurtigere og bedre måde, lavet modeller og testet disse, samt optaget en video om deres løsning. Og deres indsats blev vurderet til et rent 10-tal af dommerne!

Efter en fantastisk dag kunne holdet derefter vende hjem til Sorring med to pokaler i bagagen. De næste tre uger skal nu bruges til at pudse programmerne af inden turen går til Norge, hvor vinderne fra de 40 andre turneringsbyer venter.

Stort tillykke til Kasper, Lukas, Bastian, Rasmus, Jacob, Christian, Lasse, Daniel, Jakob og Jakob.

Og tak til vores sponsorer: Sorring Bær og Dagli'Brugsen Sorring.

Se alle resultater fra Herning her.
Eller se TV-indslag fra TVMidtVest

tirsdag den 8. november 2011

Program for finalen i Herning

Så er programmet kommet for finaledagen i Herning på lørdag d. 12/11. De tre dommerpræsentationer: Teknik kl. 9.38-9.52, Teori kl. 11.02-11.14 og Pit kl. 13.12-13.24.

Forældre osv. er velkomne til at overvære fremlæggelserne, men bedes være til stede i lokalet INDEN præsentationen går i gang.

lørdag den 29. oktober 2011

Opvisning for forældre, søskende mm.

Lørdag d. 5/11 er der lang træning, som afsluttes med en opvisning, hvor alle forældre, søskende og andre interesserede er velkomne. Opvisningen er kl. 13.30-15.00 på Sorring Skole.

Der vil samtidig blive givet informationer om finaledagen i Herning.

Godt gang i forsøg, robotter og mærkelig konstruktioner

FLL-konkurrencen er nu i fuld gang. Vi har været i gang siden august med bl.a. et programmeringskursus og ugentlig træning, men selve opgaven fik vi først d. 17. september. Og den skal allerede være færdig om 14 dage!!!

I dag blev der sat fokus på den teoretiske opgave. Efter et besøg hos Sorring Bær for 3 uger siden, skulle holdet nu se nærmere på bakterier og konservering. Der blev eksperimenteret med diverse ingredienser og det kom der mange mere eller mindre mærkelige glas ud af.

Robotopgaverne blev der også arbejdet videre med. Nogle opgaver er færdige, mens andre stadig mangler både redskaber og programmering. Så der er nok at tage sig til de sidste 2 uger inden finalen i Herning.