søndag den 11. november 2012

De Hotte var bedst til forskning

FLL-holdet De Hotte - Slettet af Censur vandt forskningsprisen og blev nomineret til FLL championsprisen ved lørdagens finalen i Herning.

Ialt 34 hold dystede i Herning om at være bedst til at bygge og programmere en legorobot, forske, samt profilere holdet udadtil. I løbet af lørdagen var holdet gennem tre forskellige dommerpræsentationer (forskning, teknologi og profilering), hvor de viste både overblik, indsigt, engagement og godt humør. Netop de grundsten som FLL bygger på.

God og stabil robotkørsel
Efter de tre indledende robotkørsler lå holdet på en 3. plads og kvalificerede sig dermed til mellemrunden. Her kørte de imponerende 329 point og kvalificerede sig dermed til semifinalen som andet bedste hold. I semifinalen valgte robotten desværre at køre galt midtvejs, hvorfor det blev til en 4. plads i robotkørslen.
Her er det Lasse og Jacob der er klar til at starte robotten.


Efter et underholdende show med bl.a. tornadoer og cola-gejsere, var det tid til præmieoverrækkelse, som gav følgende flotte resultater:
Forskningsprisen: nr. 1 (10 point = topkarakter)
Profileringsprisen: nr. 5
Samarbejdsprisen: nr. 4
Teknologiprisen: nr. 7
Robotkørsel: nr. 4
FLL Championsprisen: nr. 3


Bedst til forskning
Forskningsprisen bliver givet til det hold, der har været bedst til at sætte sig ind i et problem, forske, finde innovative løsninger og teste disse. Emnet er i år "Senior Solutions" og handler om hvordan man kan gøre livet lettere for vore ældre medborgere. De Hotte havde valgt at finde en ny måde at vaske vinduer på, lavet en spørgeskemaundersøgelse, interviews og modeller, samt været på virksomhedsbesøg hos AVK Gummi  i Låsby for at få feedback på projektet samt information om de gummilister der skulle bruges til vinduerne. Dommerne gav holdet meget ros for deres fremlæggelse og vurderede den til et rent 10-tal!

Kreativ og informativ pit
Holdets pit  på 2x2 m2, var blevet forvandlet til en have med græs og flagstang, samt nogle af de ting, som ældre ofte har svært ved, bl.a. vinduespudsning og ophængning af vasketøj. Desuden hang der også plancher der fortalt om de forsøg holdet havde lavet, resultater fra spørgeskemaundersøgelsen, samt info om hvad der sker med kroppen, når man bliver ældre. I pitten kunne man også se en video om holdets robot, samt billeder fra de 8 uger projektet har varet.

Godt gået og stort tillykke til Lukas, Rasmus, Jacob, Lasse, Christian, Anton, Lisbeth og Andreas.

Og tak til vores sponsor: AVK Gummi.