mandag den 15. november 2010

Flotte resultater ved FLL-finalen i Herning

Holdet Andedræberne (Kasper, Lukas, Bastian, Jacob, Rasmus, Valdemar, Lasse og Daniel) klarede sig flot ved First Lego League finalen i Herning d. 13. november. Ialt  35 hold deltog og holdet opnåede en femteplads i robotkørsel, en tredjeplads i profileringskonkurrencen og ikke mindst en plads som nummer 2 i den fornemste konkurrence - kampen om FLL-championsprisen. En rigtig flot debut for holdet!

Finaledagen bød på ialt tre dommerpræsentationer (profilering, forskning og teknolog), som blev klaret i fin stil. Alle præsentationerne var en fælles holdindsat, hvor det gjaldt om - i løbet af 6-7 minutter - at formidle viden om bl.a. proteser i fortiden, nutiden og fremtiden, robotbygning og -programmering, biologiforsøg, samt at vise at holdet havde gode formidlingsevner, gåpåmod, humør og entusiasme. 
Holdets præsentationer indeholdt også en video om fremtidens protese, en flot andedræberkage og en avanceret legorobotarm.

I løbet af dagen blev der også kørt tre indledende robotkørsler, hvoraf den bedste talte. Her kørte holdet sig i top 8 med 195 point, hvorfor de gik videre til mellemrunden. I mellemrunden kørte de 175 point, som rakte til en femteplads, kun 5 point fra semifinalen.

Herefter kunne holdet spændt vente på resultaterne. Ventetiden gik bl.a. med et trylleshow og underholdning med Mek Pek.

Efter præmieuddelingen, som altså bød på nominering til både profilerings- og FLL-championsprisen, gik turen hjem til Sorring - en stor oplevelse rigere.